DÅRLIGE UNDSKYLDNINGER (hjælp til overspisning)

Der er ofte nogle ting, der styrer vores adfærd, som er enormt svære at arbejde med – IKKE fordi, at de er svære at ændre.
Men fordi at de at de er svære at erkende som reelle årsager til, at man gør, som man gør.
Hjernen siger, at det er åndssvagt, latterligt eller at det er en dårlig undskyldning og det skaber skam og overspisning.
Det gode er, at det svære er overstået, hvis man kan begynde at anerkende “dårlige undskyldninger” som FORKLARINGER.

🌱EX:

Du vil gerne ud at gå, men du gør det ikke.
Prøv at undersøge det nærmere uden at dømme/vurdere ved at lave øvelsen: “Sig det første, der popper op i dit hoved?”
Så får du måske svaret: “Orker ikke at gå en hel time”.
Altså ligger der et skjult krav om, at det skal være en hel time, for at det tæller, og det gør så, at du mister glæden og føler dig tvunget (og dermed ikke kommer ud).
Løsningen kunne så være, at du må max må gå 20 minutter.

🌱EX:

Du vil gerne spise mere frugt, men du gør det ikke.
Spørg uden at dømme, og du får svaret: “Orker ikke æbler og bananer, som er det, jeg ender med at købe, fordi jeg ikke kan overskue andet”.
Løsningen kunne her være at tage på “skattejagt” – altså en tur i supermarkedet for at finde andet frugt.
Så kan det være, at du finder en melon, fersken på dåse eller mango på frost til smoothie.

🌱EX:

Der ligger altid ting på dit spisebord, men du får det ikke ryddet op.
Svar:
“Jamen jeg ved ikke, hvor det skal hen”.
Aha. Tingene mangler altså en plads.
Løsningen kunne så være at finde en fast plads eller at have en skål/pæn kasse eller lignende stående til ting, der ikke har en plads.

🌱EX:

Du vil gerne lave yoga derhjemme, men du gør det ikke.
Svar:
“Orker ikke rulle måtten ud”.
Løsningen kunne være, at den lå klar hele tiden (hvis du fx bor alene), eller at du deler yoga op i to, så du fx ruller måtten ud, lige når du kommer ind af døren, så den er klar til yoga senere.

🌱EX:

Du vil gerne lave mere mad i stedet for at købe take-away, men du får det ikke gjort.
Svar:
“Det er irriterende, når spækbrættet karter rundt, når jeg skal skære noget”.
Løsningen kunne være at lægge en fugtig våd klud under eller vælge mad, der ikke kræver spækbræt (fx frostgrønt eller udskåret kød).

Så regn med at der er en grund til at du gør som du gør og undersøg de skjulte årsager som ikke normalt anerkendes.
Dårlig samvittighed gør dig i hvert fald ikke mere motiveret, giver dig ikke mere overskud og hjælper dig ikke til mindre overspisning!

SUNDHEDSSTRESS (hjælp til overspisning)

Sundhedsstress. Det lyder paradoksalt, ikke? For stress er jo usundt.
Men det er desværre en utilsigtet konsekvens af:
– At der er så meget fokus på sundhed på en “one size fits all”-måde
– At der spredes forkert information om, hvad der er sundt/usundt
– At sundhed i større og større grad handler mere om at være “rigtig” end helbred og trivsel (så man vil tabe sig, spise sundt eller dyrke motion for, at andre skal synes godt om en).

Mange har det sådan, at der ikke er noget kritisk filter, der sætter spørgsmålstegn, når de får at vide, at noget er sundt eller usundt. Der er ikke nogen fornuft inde i dem, der siger, at det kan være, at det ikke passer, at det måske ikke er relevant, at det måske er for sort/hvidt til at kunne påstås, at der skal ses på, hvilke konsekvenser det har at tage det ind osv.

Ofte bliver det med det samme til en slags “tvang”. Altså at nu SKAL du spise xx eller dyrke motion på en bestemt måde, at nu MÅ DU IKKE spise xx, at nu er du NØDT TIL at ændre xx.

Mad, motion og vægt er jo bare nogle af områderne i livet.
Så er der arbejde/studie, parforhold, børn, hjemmet, venner, søvn osv.

Så hvis din jagt på sundhed i virkeligheden er drevet af frygt eller angst, hvis den er blevet til en masse “burde”-regler, du ikke kan overholde og hvis det fylder enormt meget, dræner og stresser dig, så er det ikke længere sundt.

Så et forslag herfra:
Start med at få ryddet op i din sundheds”viden”, altså i alt det du har hørt og fået at vide (og regn med, at det er en del).

Det er væsentligt nemmere at slippe reglerne om fx at faste, gå 10.000 skridt hver dag, drikke to liter vand, spise superfoods, spise morgenmad osv. eller at undgå sødemidler, e-numre, kulhydrater, frugt, sukker osv., når du finder ud ag, at der ikke er nogen grund til det.

Når forskningen kan fortælle dig, at sundhed slet ikke behøver at gøres så kompliceret og besværligt, kan du ånde lettet op og få mod til at vælge, hvad der passer ind i dit liv.

Det er virkelig dét værd at slippe for at blive drænet, fordi det fylder så meget. Og så er det helt fantastisk at opleve, at man ikke hele tiden fejler, for det kan være den mest usunde ting af dem alle: Konstant dårlig samvittighed og utilstrækkelighed.

HVAD BETYDER NORMALVÆGTIG?

“Normalvægtig” betyder IKKE:
– Sund
– Rigtig
… eller normal.

Sund:
Du kan ikke aflæse din sundhed på BMI-skalaen.
WHAT?????
HVA´?????
HVAFFORENFISK????
Nope.
Du kan være slank og usund, og du kan være tyk og sund (og vice versa), det afgøres af livsstil, genetik, økonomi, selvopfattelse osv.

Rigtig:
BMI siger ikke noget om rigtig og forkert.
Du er rigtig, uanset hvor helvede du ligger på den lorteskala.
Det er et faktum uanset, hvad du føler.

Normal:
Det er næsten det sjoveste (eller dummeste). “Normalvægtig” betyder ikke, at du er normal.
Normal betyder jo, hvad der er FLEST af, og der er flest mennesker i kategorien “overvægt”.
Så hvis du er overvægtig, er du normal.

Hvorfor fanden bruges BMI så verden over?
Fordi mennesker godt kan lide at gøre ting simple, uanset hvor komplekse de er.
Skalaen er lavet til at inddele hele befolkninger i grupper, ligesom man fx kunne gøre med øjenfarve for at se, om der er sammenhæng mellem vægt og andet (fx sygdomme).
Det er IKKE lavet til individmåling, og det er hamrende uheldigt, at det bliver brugt sådan.

Selvfølgelig er der er noget galt, hvis man ligger i enderne og har en BMI på 12 eller 50, men mon ikke man godt vidste det uden et tal?

Vi kan ikke få hele verden til at stoppe med at bruge BMI som måleredskab, men du kan stoppe med at bruge den til at slå dig selv i hovedet og synes, at du BURDE ligge et bestemt sted.
Er det ikke på tide?? 🤯

Ps. Lad nu være med at læse det som at jeg skriver, at det er forkert eller usundt at være normalvægtig. Please.

GIVER MERE FEDT EN HØJERE FEDTFORBRÆNDING?

Svaret er ja. Men! En højere fedtforbrænding har praktisk talt INTET med vægttab at gøre.

“Whaaaaat??”

Ja, I know.

Det lyder da ellers som en klokkeklar logik:

En højere FEDTforbrænding må da forbrænde dellerne på kroppen hurtigere??

Desværre 😔

Jeg er ked af at være den dumme kælling endnu engang.

Og jeg forstår 180% det brændende ønske om at finde nogle nemmere måder, smutveje, effektiviseringsstrategier osv., når det kommer til vægttab, for ellers virker det fuldstændig umuligt.

Og hold nu kæft hvor står der mange mennesker klar med forklaringer, der både lyder logiske og kloge.

Så bliver det VIRKELIG svært ikke at gå den vej.

Men det er et problem, at der bliver sagt forkerte ting.

Fx har det med fedtforbrænding gjort, at mange tror på, at man kan tabe sig selv om man er i kalorieOVERskud (igen: Jeg forstår VIRKELIG godt, hvorfor det så er fristende at gå den vej!).

Jeg har hørt om mennesker, der desperat skriver i lchf-grupperne: “Jeg spiser enormt meget fedt og alligevel tager jeg på!!

“Hvad gør jeg forkert?? 🤯”

Og hvad mon svaret er?

– “Spis endnu mere fedt”.

😫

At tabe sig i kalorieoverskud er fysisk umuligt.

Jeg har fundet ud af, at det er en hvepserede, jeg her stikker hånden i, men det gør det bare endnu mere vigtigt at få styr på.


Det ér virkelig et problem, for det gør at mange fejler i deres forsøg på at tabe sig OG alt det lort der følger med af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed er IKKE til at spøge med!

“SÅ KAN DET OGSÅ BARE VÆRE LIGE MEGET” (hjælp til overspisning)

“Hvis ikke jeg kan gøre det perfekt, så kan det også bare være lige meget” 🤯

Er det noget, du genkender?

Og kan du måske se, at alt-eller-intet-tankegangen skaber store problemer for dig?

Det mest klassiske eksempel er nok at sætte sig for ikke at spise noget sukker. Så kommer du til det alligevel, og når du har spist lidt, kan du lige så godt spise resten – efterfuldt af et følelsesmæssigt kaos af vrede mod dig selv, selvbebrejdelse, opgiven, fortrydelse og skam 🥵

Når jeg arbejder med det i mine forløb, starter vi ofte med at forstå, hvad der ligger bag, og det er ofte noget med perfektionisme, pleaser-gen eller andet, der handler om at gøre alt korrekt, så man føler sig god nok 🥇

Så går vi HEN MOD det, der skaber angst (men bevidst, så man godt kan tåle det) ved at øve sig i at gøre ting “halvt”.

Vi arbejder med “et loft” i stedet for “en bund”, altså hvad du MAX må gøre frem for, hvad du minimum skal gøre – fx at du max må gå 5.000 skridt om dagen frem for, at du minimum skal gå 10.000 skridt om dagen.

Det er en måde at tage kontrollen tilbage på 💪🏻

Formålet er både at kunne ændre sine “leveregler”, så de passer til virkeligheden OG at kunne håndtere, når alt-eller-intet-tankerne kommer (så det er både brandsikring og brandslukning), for det vil de, hvis de er blevet automatiske (desværre) 😒

ER OVERVÆGT USUNDT?

Vi har altid fået tudet ørene fulde med, at overvægt er usundt.

Og at overvægt bestemmes af BMI, så hvis du er på 25 eller derover, så er du usund 🤯

Og ja, det kan da godt se sådan ud, for hvis man kigger på forskningen, så kan man se, at der er mange af dem, der udvikler sygdomme og dør for tidligt, som er overvægtige.

Men!

Hvad hvis man ryger og er overvægtig? Eller er inaktiv og overvægtig? Eller spiser usundt og er overvægtig? Eller drikker meget og er overvægtig? Eller er stresset og overvægtig?

Hvordan ved man så, om den øgede risiko for sygdomme kommer af overvægten eller af rygningen/inaktiviteten/alkoholen osv.?

Dét er desværre noget, der er glemt at blive korrigeret for, inden det blev almen “viden”.

For hvis man gør det, så ser resultatet rimelig anderledes ud, nemlig at hvis der er usundhedseffekt af overvægt, så kan det fjerne et-hundrede-procent ved at komme i god form.

Dét er for mange væsentligt lettere og mere handlingsorienteret end at tabe sig (som jo er en masse ikke-handlinger).

Så: Man kan ikke se hvor sunde mennesker er på deres BMI.

Og en sidste ting: Man har faktisk ikke pligt til at være sund. Så selv hvis man er usund, så giver det ALDRIG andre mennesker ret til at udskamme.
Usundheds-udskamning i sundhedens navn er et paradoks – at få at vide at man er forkert har aldrig gjort nogen sundere.

BANGE FOR SULT? (hjælp til overspisning)

For nylig havde jeg en ny klient, som sagde, at hun godt vidste, at det lød mærkeligt, men at hun troede, at hun var bange for sult.

Hun sagde også, at alle andre jo ikke er det, så jeg spurgte, hvordan hun vidste det. Det er nemlig noget, som jeg har hørt uendelig mange gange og arbejdet med i størstedelen af mine forløb.

Der er to dele af sult: Den fysiske fornemmelse og den følelsesmæssig fortolkning af den fornemmelse.

Når du er på en slankekur, hvor du ikke bliver mæt, faster eller har regler om ikke at måtte spise efter kl. 19.00, så kan du opleve, at sult ikke bare er sådan lidt ubehageligt. Det kan opleves som enormt ubehageligt og som noget, du ikke selv er herre over, for du kan ikke selv bestemme, om det skal være der eller ej.

Når vi oplever ubehag, vi ikke selv aktivt vælger, er vores “smertetærskel” lav.

Det er jo ikke, fordi sult i sig selv er så forfærdeligt og smertefuldt, at man ikke kan klare det nogle timer, men når det føles som noget, man er tvunget ud i, så sætter oplevelsen af sult sig som noget farligt.

Så ubevidst vil vi forsøge at undgå det ved et større indtag af mad (og det vil fylde meget i tankerne).

Derfor kan det ofte give mening at vælge aktivt at mærke sult.

Ikke i en situation hvor du har glemt at spise i mange timer og pludselig er voldsom sulten og nærmest panisk (der er det for voldsomt), men en situation hvor du er forberedt, er nærværende og vigtigst af alt: Har en stopknap.

En stopknap er noget spiseligt, som er inden for rækkevidde.

Det skal give dig roen til at gå ind i ubehaget, fordi du ved, at du kan stoppe det anytime.

Formålet med aktivt at vælge at mærke sulten er at få fjernet den ubevidste opfattelse af, at det er farligt.

For hver gang du gør det, kan du komme tættere på at kunne tåle at være sulten, fordi det ikke sætter alarmklokker i gang og dermed fx:

  • Kunne vente med at spise næste måltid/til maden er færdig
  • Bedre kunne magte at lave noget mad selv frem for at bestille pizza
  • Slippe behovet for at spise forud
  • Få mere ro i hovedet, fordi du ikke skal planlægge til, at du aldrig må blive sulten.

Dog skal det ikke ske, mens du arbejder med følelsesmæssig spisning – det er for meget!

Én ting af gangen.

Det var bare et “råd” herfra 😊

ENSOMHED (en overset årsag til overspisning)

Til mine foredrag om følelsesmæssig spisning er der ofte en, der rystende og nervøs siger “ensomhed”, når jeg spørger efter følelser, der kan spises på.

Så snart ordet er sagt, så er det, som om resten af publikum ånder lettet op.

Jeg ved godt, at det er tabubelagt og enormt svært at snakke om, men jeg lover, at øvelse gør mester!

Det er også svært at lytte på, fordi der ikke er en umiddelbar løsning (og vi vil jo så gerne hjælpe hinanden med ikke at have ondt i sjælen). Heller ikke at ses med nogen for ensomhed kan også opstå sammen med andre.

Der er ofte også en masse skam forbundet med ensomheden, enten fordi man tror, at der er noget galt med én, eller fordi man ikke synes, at man kan tillade sig den følelse, fordi man har kæreste, børn og venner.

Men vi styrer ikke selv vores følelser, så hvis vi nu kunne starte med at snakke højt om det, så kunne vi slippe noget af skammen.

Og så er det om at arbejde både med “brandsikring” og “brandslukning” 🔥

Altså at vi ser ensomheden som en indre ildebrand og dermed arbejder hen imod at gøre ting/ændre noget, så der OPSTÅR færre ildebrande, og at lære at kunne håndtere, NÅR ildebranden er i gang.

Ingen af metoderne kan stå alene.

Et eksempel på brandsikring kunne være at prioritere samvær eller fordybelse, der giver dig en følelse af samhørighed og forbundethed (fx sex/intimitet, putte med dit barn eller dyb snak med tæt ven). Brandslukning kunne være at lære ubehaget at kende eller græde under dynen til melankolsk musik (blive i det indtil man er igennem).

HVORDAN STOPPER JEG NÅR JEG ER I GANG? (hjælp til overspisning)

“Det er som om, at der er noget andet, der tager over, når jeg går i gang med at spise”.

“Det er ligegyldigt, hvor meget jeg prøver at stoppe mig selv, fortælle mig selv at det skal jeg ikke eller virkelig gerne VIL stoppe”.

“Bare lige ét stykke mere, én bid mere, en lille portion mere”.

“Jeg ved udmærket godt, hvordan jeg får det bagefter”.

“Jeg kan endda ofte mærke, at jeg er overmæt, har ondt i maven og kvalme, men kan alligevel ikke lade være”.

“Jeg bliver så vred på mig selv bagefter og føler mig total magtesløs.”

“Hvordan stopper jeg mig selv???”

Det her er en opsummering af de mange udsagn, som jeg har hørt mennesker fortælle om ang. overspisning.

Og lad mig svare på spørgsmålet:

Den måde, du stopper dig selv på, er ved at spise færdigt.

“Øh hvad?? Det giver jo ingen mening!”

I know. Lad mig forklare.

Når du er midt i en overspisning, så har et andet system i hjernen taget over.

Det er ikke længere dig, der har kontrol over din adfærd, og selvom det er fandens svært, så er den eneste mulighed for at få kontrollen tilbage, at du accepterer det og vælger at spise færdigt.

For hver eneste tanke om, at du skal stoppe, kan der skabes en trodsreaktion, som gør, at du tager et stykke mere.

Jo mere insisterende dine tanker er, om at du SKAL stoppe, jo stærkere er trodsreaktionen.

Det ender ofte i selvbebrejdelse, skam, ensomhed og lyst til at give op.

Dvs. i din iver efter at forsøge at spise MINDRE, kan du komme til at sørge for, at du spiser MERE.

Så vælg at spise færdigt, og når du er igennem, kan du prøve at undersøge, hvad det var en reaktion på.

Var du meget sulten?

Var du ked af det?

Var du træt?

Havde det været en hård dag?

Var det ren trodsreaktion?

Var du vred?

Så kan du bruge den ro, som maden har givet til at blive klogere og rent faktisk ændre noget.

Roen forudsætter dog, at du ikke bebrejder dig selv og dermed skaber nye følelser, ny panik og nye årsager til overspisning.

Ja, det er vanvittig svært og kompliceret, men så ved du i det mindste, at det ikke er dig, der er noget galt med 🌿

SMUGSPISNING? NEJ DET KENDER JEG INTET TIL

Du kender sikkert ikke til at lægge chokoladen nederst i kurven i supermarkedet og grøntsagerne øverst og spise chokoladen i bilen på vejen hjem (men selvfølgelig skille dig af med beviserne, så ingen finder ud af det).

Eller at spise i køkkenet derhjemme, uden at kæresten ser det, og sørge for, at slikpapiret ligger under noget andet i skraldespanden.

Eller at glæde dig til at skulle være alene hjemme, for der kan du endelig spise uforstyrret uden nogen, der rynker panden eller peger fingre.

ELLER! At købe 4 kager hos bageren for så har du jo ”gæster”

Nej, det er der ingen, der kender, for alle har selvfølgelig fuldstændig kontrol over det med mad og spiser kun broccoli, grønne smoothies og avocadomadder.

Ej, det skal selvfølgelig ikke se ud, som om man er fanatisk, så det er vigtigt lige at dele skålen med bland selv-slik, så alle kan se, at man altså på ingen måde skammer sig, har en forstyrret besættelse af sundhed eller kæmper med, at 90% af tankerne går på, hvad man må og kan spise hvornår.

Tænk, hvis du går rundt og kæmper med mad og er fuldstændig fast overbevist om, at ingen andre har det på samme måde, mens tusindvis af kvinder tænker præcis det samme?

Overspisning er komplekst og meget svært at arbejde sig ud af, men den faktor der gør det sværest, er sjovt nok, at man tror, at det ikke er svært.

Og det får man hjælp til alle vegne fra, fordi debatten er domineret af mennesker, der selv kan styre, hvad de spiser og mener, at alle, der ikke kan, må være dovne, svage eller burde droppe undskyldningerne og tage sig sammen.