GIVER MERE FEDT EN HØJERE FEDTFORBRÆNDING?

Svaret er ja. Men! En højere fedtforbrænding har praktisk talt INTET med vægttab at gøre.

“Whaaaaat??”

Ja, I know.

Det lyder da ellers som en klokkeklar logik:

En højere FEDTforbrænding må da forbrænde dellerne på kroppen hurtigere??

Desværre 😔

Jeg er ked af at være den dumme kælling endnu engang.

Og jeg forstår 180% det brændende ønske om at finde nogle nemmere måder, smutveje, effektiviseringsstrategier osv., når det kommer til vægttab, for ellers virker det fuldstændig umuligt.

Og hold nu kæft hvor står der mange mennesker klar med forklaringer, der både lyder logiske og kloge.

Så bliver det VIRKELIG svært ikke at gå den vej.

Men det er et problem, at der bliver sagt forkerte ting.

Fx har det med fedtforbrænding gjort, at mange tror på, at man kan tabe sig selv om man er i kalorieOVERskud (igen: Jeg forstår VIRKELIG godt, hvorfor det så er fristende at gå den vej!).

Jeg har hørt om mennesker, der desperat skriver i lchf-grupperne: “Jeg spiser enormt meget fedt og alligevel tager jeg på!!

“Hvad gør jeg forkert?? 🤯”

Og hvad mon svaret er?

– “Spis endnu mere fedt”.

😫

At tabe sig i kalorieoverskud er fysisk umuligt.

Jeg har fundet ud af, at det er en hvepserede, jeg her stikker hånden i, men det gør det bare endnu mere vigtigt at få styr på.


Det ér virkelig et problem, for det gør at mange fejler i deres forsøg på at tabe sig OG alt det lort der følger med af dårlig samvittighed og utilstrækkelighed er IKKE til at spøge med!

“SÅ KAN DET OGSÅ BARE VÆRE LIGE MEGET” (hjælp til overspisning)

“Hvis ikke jeg kan gøre det perfekt, så kan det også bare være lige meget” 🤯

Er det noget, du genkender?

Og kan du måske se, at alt-eller-intet-tankegangen skaber store problemer for dig?

Det mest klassiske eksempel er nok at sætte sig for ikke at spise noget sukker. Så kommer du til det alligevel, og når du har spist lidt, kan du lige så godt spise resten – efterfuldt af et følelsesmæssigt kaos af vrede mod dig selv, selvbebrejdelse, opgiven, fortrydelse og skam 🥵

Når jeg arbejder med det i mine forløb, starter vi ofte med at forstå, hvad der ligger bag, og det er ofte noget med perfektionisme, pleaser-gen eller andet, der handler om at gøre alt korrekt, så man føler sig god nok 🥇

Så går vi HEN MOD det, der skaber angst (men bevidst, så man godt kan tåle det) ved at øve sig i at gøre ting “halvt”.

Vi arbejder med “et loft” i stedet for “en bund”, altså hvad du MAX må gøre frem for, hvad du minimum skal gøre – fx at du max må gå 5.000 skridt om dagen frem for, at du minimum skal gå 10.000 skridt om dagen.

Det er en måde at tage kontrollen tilbage på 💪🏻

Formålet er både at kunne ændre sine “leveregler”, så de passer til virkeligheden OG at kunne håndtere, når alt-eller-intet-tankerne kommer (så det er både brandsikring og brandslukning), for det vil de, hvis de er blevet automatiske (desværre) 😒

ER OVERVÆGT USUNDT?

Vi har altid fået tudet ørene fulde med, at overvægt er usundt.

Og at overvægt bestemmes af BMI, så hvis du er på 25 eller derover, så er du usund 🤯

Og ja, det kan da godt se sådan ud, for hvis man kigger på forskningen, så kan man se, at der er mange af dem, der udvikler sygdomme og dør for tidligt, som er overvægtige.

Men!

Hvad hvis man ryger og er overvægtig? Eller er inaktiv og overvægtig? Eller spiser usundt og er overvægtig? Eller drikker meget og er overvægtig? Eller er stresset og overvægtig?

Hvordan ved man så, om den øgede risiko for sygdomme kommer af overvægten eller af rygningen/inaktiviteten/alkoholen osv.?

Dét er desværre noget, der er glemt at blive korrigeret for, inden det blev almen “viden”.

For hvis man gør det, så ser resultatet rimelig anderledes ud, nemlig at hvis der er usundhedseffekt af overvægt, så kan det fjerne et-hundrede-procent ved at komme i god form.

Dét er for mange væsentligt lettere og mere handlingsorienteret end at tabe sig (som jo er en masse ikke-handlinger).

Så: Man kan ikke se hvor sunde mennesker er på deres BMI.

Og en sidste ting: Man har faktisk ikke pligt til at være sund. Så selv hvis man er usund, så giver det ALDRIG andre mennesker ret til at udskamme.
Usundheds-udskamning i sundhedens navn er et paradoks – at få at vide at man er forkert har aldrig gjort nogen sundere.

BANGE FOR SULT? (hjælp til overspisning)

For nylig havde jeg en ny klient, som sagde, at hun godt vidste, at det lød mærkeligt, men at hun troede, at hun var bange for sult.

Hun sagde også, at alle andre jo ikke er det, så jeg spurgte, hvordan hun vidste det. Det er nemlig noget, som jeg har hørt uendelig mange gange og arbejdet med i størstedelen af mine forløb.

Der er to dele af sult: Den fysiske fornemmelse og den følelsesmæssig fortolkning af den fornemmelse.

Når du er på en slankekur, hvor du ikke bliver mæt, faster eller har regler om ikke at måtte spise efter kl. 19.00, så kan du opleve, at sult ikke bare er sådan lidt ubehageligt. Det kan opleves som enormt ubehageligt og som noget, du ikke selv er herre over, for du kan ikke selv bestemme, om det skal være der eller ej.

Når vi oplever ubehag, vi ikke selv aktivt vælger, er vores “smertetærskel” lav.

Det er jo ikke, fordi sult i sig selv er så forfærdeligt og smertefuldt, at man ikke kan klare det nogle timer, men når det føles som noget, man er tvunget ud i, så sætter oplevelsen af sult sig som noget farligt.

Så ubevidst vil vi forsøge at undgå det ved et større indtag af mad (og det vil fylde meget i tankerne).

Derfor kan det ofte give mening at vælge aktivt at mærke sult.

Ikke i en situation hvor du har glemt at spise i mange timer og pludselig er voldsom sulten og nærmest panisk (der er det for voldsomt), men en situation hvor du er forberedt, er nærværende og vigtigst af alt: Har en stopknap.

En stopknap er noget spiseligt, som er inden for rækkevidde.

Det skal give dig roen til at gå ind i ubehaget, fordi du ved, at du kan stoppe det anytime.

Formålet med aktivt at vælge at mærke sulten er at få fjernet den ubevidste opfattelse af, at det er farligt.

For hver gang du gør det, kan du komme tættere på at kunne tåle at være sulten, fordi det ikke sætter alarmklokker i gang og dermed fx:

  • Kunne vente med at spise næste måltid/til maden er færdig
  • Bedre kunne magte at lave noget mad selv frem for at bestille pizza
  • Slippe behovet for at spise forud
  • Få mere ro i hovedet, fordi du ikke skal planlægge til, at du aldrig må blive sulten.

Dog skal det ikke ske, mens du arbejder med følelsesmæssig spisning – det er for meget!

Én ting af gangen.

Det var bare et “råd” herfra 😊

ENSOMHED (en overset årsag til overspisning)

Til mine foredrag om følelsesmæssig spisning er der ofte en, der rystende og nervøs siger “ensomhed”, når jeg spørger efter følelser, der kan spises på.

Så snart ordet er sagt, så er det, som om resten af publikum ånder lettet op.

Jeg ved godt, at det er tabubelagt og enormt svært at snakke om, men jeg lover, at øvelse gør mester!

Det er også svært at lytte på, fordi der ikke er en umiddelbar løsning (og vi vil jo så gerne hjælpe hinanden med ikke at have ondt i sjælen). Heller ikke at ses med nogen for ensomhed kan også opstå sammen med andre.

Der er ofte også en masse skam forbundet med ensomheden, enten fordi man tror, at der er noget galt med én, eller fordi man ikke synes, at man kan tillade sig den følelse, fordi man har kæreste, børn og venner.

Men vi styrer ikke selv vores følelser, så hvis vi nu kunne starte med at snakke højt om det, så kunne vi slippe noget af skammen.

Og så er det om at arbejde både med “brandsikring” og “brandslukning” 🔥

Altså at vi ser ensomheden som en indre ildebrand og dermed arbejder hen imod at gøre ting/ændre noget, så der OPSTÅR færre ildebrande, og at lære at kunne håndtere, NÅR ildebranden er i gang.

Ingen af metoderne kan stå alene.

Et eksempel på brandsikring kunne være at prioritere samvær eller fordybelse, der giver dig en følelse af samhørighed og forbundethed (fx sex/intimitet, putte med dit barn eller dyb snak med tæt ven). Brandslukning kunne være at lære ubehaget at kende eller græde under dynen til melankolsk musik (blive i det indtil man er igennem).

HVORDAN STOPPER JEG NÅR JEG ER I GANG? (hjælp til overspisning)

“Det er som om, at der er noget andet, der tager over, når jeg går i gang med at spise”.

“Det er ligegyldigt, hvor meget jeg prøver at stoppe mig selv, fortælle mig selv at det skal jeg ikke eller virkelig gerne VIL stoppe”.

“Bare lige ét stykke mere, én bid mere, en lille portion mere”.

“Jeg ved udmærket godt, hvordan jeg får det bagefter”.

“Jeg kan endda ofte mærke, at jeg er overmæt, har ondt i maven og kvalme, men kan alligevel ikke lade være”.

“Jeg bliver så vred på mig selv bagefter og føler mig total magtesløs.”

“Hvordan stopper jeg mig selv???”

Det her er en opsummering af de mange udsagn, som jeg har hørt mennesker fortælle om ang. overspisning.

Og lad mig svare på spørgsmålet:

Den måde, du stopper dig selv på, er ved at spise færdigt.

“Øh hvad?? Det giver jo ingen mening!”

I know. Lad mig forklare.

Når du er midt i en overspisning, så har et andet system i hjernen taget over.

Det er ikke længere dig, der har kontrol over din adfærd, og selvom det er fandens svært, så er den eneste mulighed for at få kontrollen tilbage, at du accepterer det og vælger at spise færdigt.

For hver eneste tanke om, at du skal stoppe, kan der skabes en trodsreaktion, som gør, at du tager et stykke mere.

Jo mere insisterende dine tanker er, om at du SKAL stoppe, jo stærkere er trodsreaktionen.

Det ender ofte i selvbebrejdelse, skam, ensomhed og lyst til at give op.

Dvs. i din iver efter at forsøge at spise MINDRE, kan du komme til at sørge for, at du spiser MERE.

Så vælg at spise færdigt, og når du er igennem, kan du prøve at undersøge, hvad det var en reaktion på.

Var du meget sulten?

Var du ked af det?

Var du træt?

Havde det været en hård dag?

Var det ren trodsreaktion?

Var du vred?

Så kan du bruge den ro, som maden har givet til at blive klogere og rent faktisk ændre noget.

Roen forudsætter dog, at du ikke bebrejder dig selv og dermed skaber nye følelser, ny panik og nye årsager til overspisning.

Ja, det er vanvittig svært og kompliceret, men så ved du i det mindste, at det ikke er dig, der er noget galt med 🌿

SMUGSPISNING? NEJ DET KENDER JEG INTET TIL

Du kender sikkert ikke til at lægge chokoladen nederst i kurven i supermarkedet og grøntsagerne øverst og spise chokoladen i bilen på vejen hjem (men selvfølgelig skille dig af med beviserne, så ingen finder ud af det).

Eller at spise i køkkenet derhjemme, uden at kæresten ser det, og sørge for, at slikpapiret ligger under noget andet i skraldespanden.

Eller at glæde dig til at skulle være alene hjemme, for der kan du endelig spise uforstyrret uden nogen, der rynker panden eller peger fingre.

ELLER! At købe 4 kager hos bageren for så har du jo ”gæster”

Nej, det er der ingen, der kender, for alle har selvfølgelig fuldstændig kontrol over det med mad og spiser kun broccoli, grønne smoothies og avocadomadder.

Ej, det skal selvfølgelig ikke se ud, som om man er fanatisk, så det er vigtigt lige at dele skålen med bland selv-slik, så alle kan se, at man altså på ingen måde skammer sig, har en forstyrret besættelse af sundhed eller kæmper med, at 90% af tankerne går på, hvad man må og kan spise hvornår.

Tænk, hvis du går rundt og kæmper med mad og er fuldstændig fast overbevist om, at ingen andre har det på samme måde, mens tusindvis af kvinder tænker præcis det samme?

Overspisning er komplekst og meget svært at arbejde sig ud af, men den faktor der gør det sværest, er sjovt nok, at man tror, at det ikke er svært.

Og det får man hjælp til alle vegne fra, fordi debatten er domineret af mennesker, der selv kan styre, hvad de spiser og mener, at alle, der ikke kan, må være dovne, svage eller burde droppe undskyldningerne og tage sig sammen.

KETO OG LOW CARB – godt til vægttab?

Jeg er ked af at være den, der kommer med dårlige nyheder.
Men nogen må jo!

Kostprincipper og kure med lidt eller ingen kulhydrat er meget populære.
De fleste oplever, at kiloene rasler af nærmest med det samme, og når man først har set det på vægten og mærket det på tøjet, så er der ikke nogen idioter, der skal komme og fortælle, at det ikke virker!
Jeg forstår det godt.

Men der er et stort problem.
Noget som badevægten ikke fortæller dig, noget der ikke bliver advaret om:
Kiloene der rasler af er ikke fedt – det er væske (op til 6 kilo).

“Øh er det ikke fuldstændig ligegyldigt? Jeg vejer mindre, kan bedre lide min krop og er glad og topmotiveret, for nu sker der endelig noget – det kan du simpelthen ikke påstå er skidt”.

Det er så skide irriterende med væske, at det kommer kommer tilbage, SÅ SNART du spiser kulhydrat igen.
Som i LYNhurtigt.
Så kan du stå i den situation, hvor du har to beviser på, at kulhydrat feder (du tabte dig ved at undgå det, og du tog på, så snart du spiste det).

“Hvis jeg bare lader være med at spise kulhydrat resten af livet, så duer det jo fint til vægttab?”

Altså ja, det stemmer.
Men at undgå kulhydrat er MEGET restriktivt og dermed svært at holde.
Der er SÅ mange ting, du så ikke kan spise. Alle måltider skal nyopfindes, og det er umuligt at være gæst, at spise ude osv.
Bevares, hvis du ikke har job, familie eller andre ting, der koster det meste af din energi, så kan det godt være, at du kan planlægge dig ud af det.

Men så er der den mentale del:
Når noget bliver forbudt, så får det en magi, der til sidst tager magten.
Du ender med at spise det uden, at det var et bevidst valg, bebrejde dig selv for det,´og bebrejde dig endnu mere, når du ser vægten, og starte en ond spiral af overspisning (det er i hvert fald historien for m-a-n-g-e).

Det kan godt virke som om, at jeg dømmer dig for at vælge det, men det gør jeg ikke.
Og hvis du trives med lowcarb, så er det jo fint.
For mig er det bare vigtigt, at det er et oplyst valg 😊

DET ER IKKE 10.000 SKRIDT OM DAGEN, DER ER ANBEFALET!

De fleste har hørt, at man skal gå 10.000 skridt om dagen.
Eller ikke SKAL – men at det er optimalt (og dermed noget som alle bør stræbe efter – den tager vi senere).
Men når man gennemgår forskningen, er det ingen steder at finde.
Derimod så ligger tallet mellem 6.000-7.500 skridt om dagen (alt efter hvilke studier man ser på).

“Aaarh, så er der jo enormt mange verden over, der siger noget forkert!”

Yes!
Og nu skal du høre, hvor det ser ud til at være startet:
Et japansk skridttællermærke syntes, at tegnet for 10.000 på kanji ligner en mand, der går.
Så brugte de det i deres kampagne, og det blev spredt som en anbefaling til resten af verden!
(Jeg tror, at det kun kunne lade sig gøre, fordi 10.000 er et dejlig rundt tal).

“Okay, men er det ikke fint, at det ligger højere, måske endda bedst? Så går folk jo mere, og det er vel kun godt.”

For mennesker, der går meget som en del af sit arbejde (fx tjenere) eller virkelig elsker at gå, så er det måske nemt nok at gå 10.000 skridt om dagen.
Men for mange andre bliver det fuldstændig urealistisk at gå 1-1,5 times tur hver eneste dag hele livet ved siden af arbejde og børn (selv uden nogen af delene).
Og hvad sker der så, når målet er for højt?
Gør vi så alt det, vi kan, for at nå så tæt på som muligt?
Nej. Omvendt. Vi giver op.
Når vi alligevel ikke kan nå de 10.000 skridt, så kan vi lige så godt lade helt være.
Og det bliver ikke et aktivt valg. Det bliver en falliterklæring og et konstant forventningspres til sig selv om “i morgen!” eller “på mandag!”. At man SKAL nå at gå 10.000 skridt hver dag.
Alt sammen er noget, der skader forholdet til det at gå og dermed skaber yderligere modstand, en alt-eller-intet-fælde.

Der er altså mange af de anbefalinger, vejledninger og “gode råd”, der florerer, som har til formål at ØGE sundheden i befolkningen, men som gør det modsatte (ligesom at udskamme nogle for at være tykke i sundhedens navn. Den tager vi også senere 🤪).

Hvis vi lægger os på 7.000 skridt, er det både mere realistisk og overkommeligt, og måske kan man endda bedre tænke “men hey, det er faktisk halvdelen”, hvis man har gået 3500 skridt.

Og husk: Uanset hvad der ses som optimalt, er det ALDRIG det samme som, at det er noget, du SKAL!

ER MIKROOVN NOGET SKIDT?

En mikroovn kan gøre, at alt det med mad er nemmere.
Men der er mange, der enten er bange for at spise mad, der er opvarmet med mikrobølger, for at stå for tæt på ovnen, når den er tændt, eller ikke tør have en i huset på grund af stråling.

Så lad os lige få styr på det:

Inde i mikroovnen sidder der en magnetron – en dims der laver elektromagnetisk stråling.
Det går ind og vibrerer vandet i maden, og det er simpelthen det, der gør maden varm 😊

Det kan virke som noget farligt hokus pokus, at det kan gå så stærkt, men det er det ikke.

Der sidder IKKE stråling fast i maden bagefter. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre!
Og så skader opvarmningen ikke maden mere end gryder og pander.

I mikroovnen sidder et såkaldt faraday-bur.
Det er et strålingsbur, der sørger for, at der ikke kommer stråling uden for ovnen (det mørke filter du kan se i vinduet er en del af buret).
Dvs. det er IKKE farligt at være i nærheden af mikroovnen – heller ikke, når den er tændt.

Så alt i alt:
Der er INGEN grund til at bekymre sig.
Det er trygt og sikkert at bruge mikroovn som en hjælpende hånd i hverdagen (og weekenden).